Café Jens Otto

Når man træder ind på Café Jens Otto i Underværket på Jens Otto Krags Plads, træder man ind i en iscenesættelse. Rekvisitter som vinduer med skodder, altankasser, vasketøj på snor, retro gadelamper og huse malet på vægge giver en forestilling om at sidde i en gammel baggård. Det er ikke autenticitet, men bevidst teater — en stemning skabt med kulisser frem for arkitektur. I en by som Randers, hvor ægte baggårde stadig findes i kvartererne omkring centrum, er valget af netop dette udtryk interessant. Det er ikke et forsøg på at bevare noget, der er ved at forsvinde, men snarere en æstetisering af noget, der for nogle stadig er hverdagsliv.

Caféen er opkaldt efter Jens Otto Krag, den tidligere statsminister som blev født i Randers i 1914 og voksede op i Stemannsgade 11. At vælge hans navn til en café i dag er på sin vis typisk for, hvordan mindre byer forholder sig til deres historie: ikke gennem museer og monumenter, men gennem hverdagssteder, hvor fortiden bliver en del af det sociale liv. Krag var socialdemokrat og modernist, en mand der ville føre Danmark ind i EF — og nu hænger hans navn over en café indrettet som en nostalgivækkende baggård. Der er en modsætning i det, måske utilsigtet: Krag repræsenterede fremskridtet, caféen hylder det fortidige. Men det er også en påmindelse om, at lokale ikoner kan rumme flere lag end deres politiske gerning.

Ifølge CVR-registret blev virksomheden Café Jens Otto grundlagt allerede i 1992, men caféen i sin nuværende form åbnede først i 2010, da Underværket blev taget i brug. Det tidsrum mellem grundlæggelse og åbning er ikke usædvanligt i restaurationsbranchen, hvor virksomhedsstrukturer ofte eksisterer længe før et konkret sted ser dagens lys. Men det fortæller noget om Randers' udvikling i 00'erne, hvor kulturhuset Underværket blev en del af bestræbelserne på at skabe liv i midtbyen. Jens Otto Krags Plads ligger centralt, men har gennem årene kæmpet med den udfordring, mange danske provinsbyer kender: at fastholde liv i bymidten, når indkøbscentre og parcelhuskvarterer trækker folk væk. Underværket blev en del af svaret på det spørgsmål, og med det fulgte behovet for steder som Café Jens Otto.

I dag drives Café Jens Otto af Mike Pabst Christensen, som sammen med Dorthe Bjørn står bag flere spisesteder i byen: Restaurant Sejlklubben, Restaurant Det Gamle Apothek og Slotspladsens Is og Kaffebar. Det er en konstellation, der tegner et billede af en lokal restauratørvirksomhed, der har spredt sig til forskellige dele af byen med forskellige koncepter. Hvor Sejlklubben ligger ved havnen og Apotheket i en historisk bygning, er Café Jens Otto knyttet til kulturlivet i Underværket. Det siger noget om restaurationsbranchen i en by som Randers, at det ofte er de samme folk, der står bag de steder, man møder rundt omkring. Det skaber en form for genkendelighed, men også en sårbarhed: hvis én virksomhed vakler, mærkes det flere steder.

Caféen har fået 100% LOKAL-mærket som aktiv lokal virksomhed, en certificering der signalerer forankring i byen. I en tid hvor caféer og restauranter ofte er led i landsdækkende kæder eller koncepter udviklet af investorer udefra, er der noget ved at kunne gå et sted, hvor ejeren også driver andre steder i samme by. Det skaber en form for kontinuitet, en følelse af at stedet ikke bare kunne ligge hvor som helst. For Randers, som ligger i skyggen af både Aarhus og Aalborg, er det ikke uvæsentligt. Byen har ikke storbyens anonymitet eller volumen, og lokale aktører bliver derfor mere synlige — og mere vigtige for byens identitet.

Baggårdsstemningen i Café Jens Otto kan virke nostalgisk, men den peger også på noget andet: en fascination af det urbane liv, som det tog sig ud før bilerne og parcelhusene. Baggården var det sted, hvor bylivet udspillede sig — vasketøj, naboer, liv mellem husene. At genskabe det som teaterscene i et kulturhus er både romantik og ironi, en erkendelse af at den slags byliv ikke kan skabes organisk længere, men kun som iscenesættelse.

Om Café Jens Otto fungerer som mødested eller blot som en del af Underværkets infrastruktur, afhænger nok af hvem man spørger. Men stedet er der, med sine kulisser og sit navn, som en påmindelse om at byer som Randers hele tiden balancerer mellem det, de var, og det, de gerne vil være.