Sparebøssemuseet

Fra 1650 og frem til i dag — cirka 3.500 sparebøsser fra mere end 60 lande har haft hjemme i Randers. Sparebøssemuseet lukkede permanent 1. juli 2024, da Sparekassen Kronjylland flyttede fra Middelgade 1 til Østervold 39. Samlingen er nu blevet en del af udstillingen på Bank- og Sparekassemuseet i København. Det var Danmarks eneste museum med sparebøsser og et af ganske få i verden.

Museet blev indviet 3. maj 1995 på initiativ af sparekassedirektør Jacob Leth, der donerede en større samling sparebøsser til formålet. Leth var administrerende direktør i Sparekassen for Randers By og Omegn — senere Sparekassen Kronjylland — fra 1987 til 2009. At museet fik sin plads i kælderen under bankens filial i Middelgade 1 var mere end praktisk: Det var en manifestation af den sammenvævning mellem lokal erhvervskultur og byens historie, som har præget Randers gennem generationer. Middelgade er ikke tilfældigt valgt som adresse for en sparekasse — gaden har historisk været centrum for handel og pengevæsen i byen, og sparekasserne har siden 1800-tallet været centrale aktører i at finansiere den lokale udvikling.

I 2004 voksede samlingen markant, da museet overtog mere end 2.000 sparebøsser fra Sparekassemuseet på Klarskovgaard ved Korsør, der lukkede samme år. Pludselig rummede kælderen under Middelgade ikke bare en lokal kuriositet, men en kulturhistorisk samling af international betydning. Den ældste sparebøsse i samlingen kunne dateres tilbage til 1650 — et tidspunkt hvor begrebet 'opsparing' som borgerlig dyd først for alvor begyndte at slå rod i Europa. Sparebøsser er i deres natur demokratiske genstande: De handler ikke om store formuer, men om den lille mands mulighed for at bygge en buffer op, krone for krone. At netop Randers blev hjemsted for denne samling afspejler måske byens karakter som handelsby og industriby, hvor almindelige lønmodtagere altid har udgjort byens rygrad.

Fra 1. oktober 2003 var det Inge Nielsen, der stod i spidsen for museet som frivillig leder. Efter 38 år i Sparekassen havde hun både den praktiske erfaring og den personlige binding til institutionen, der gjorde hende til den oplagte formidler af samlingens historier. Sparebøsserne var jo ikke bare ting — de repræsenterede en mentalitet, en måde at tænke økonomi og fremtid på, som har ændret sig radikalt gennem tiderne. I en tid hvor børn får MobilePay-konti før konfirmationen, virker en fysisk beholder til mønter nærmest anakronistisk. Men for de generationer, der voksede op med en sparegris på børneværelset, var der en pædagogisk pointe i at kunne se, høre og mærke opsparingen vokse.

At Randers i tre årtier husede et unikt museum af den karakter siger noget om byen. Det var ikke et resultat af turiststrategier eller kulturpolitiske visioner, men af en enkeltstående donation og en sparekasses vilje til at anvende sine lokaler til mere end balance og kontoudtog. Museet var aldrig synligt på samme måde som byens andre institutioner — det lå bogstaveligt talt under jordoverfladen — men det var der, tilgængeligt for den, der ville vide besked. Sådan har mange af Randers' kulturhistoriske skatte været: ikke prangende eller markedsførte, men funderet i enkeltpersoners engagement og lokale institutioners velvilje. Det gør dem sårbare, når omstændighederne ændrer sig.

Nu er samlingen altså flyttet til hovedstaden, hvor den indgår i en større kulturhistorisk sammenhæng på Bank- og Sparekassemuseet. For Randers betyder det, at endnu et stykke lokal erhvervshistorie er blevet til noget, man skal tage toget for at opleve. Sparekassen Kronjyllands flytning til Østervold 39 var praktisk nødvendig, og der var ingen plads til 3.500 sparebøsser i den nye adresse. Sådan går det sommetider: Det, der har været en selvfølge i årtier, forsvinder stille, når forudsætningerne ændrer sig. Man kan diskutere, om samlingen har fået bedre kår i København, eller om der er gået noget tabt i at adskille den fra den lokale kontekst, den blev skabt i.