Restaurant Skovbakken

Der er steder i en by, der bliver en del af folks liv uden at råbe særlig højt om det. Restaurant Skovbakken på Østervangsvej 1 er sådan et sted. Siden 1. maj 1969 har randrusianere holdt konfirmationer, runde fødselsdage og firmajulefrokoster i de syv selskabslokaler, som rummer op til 180 personer. Det er det klassiske valg, når det skal være lidt mere end hverdagen, men heller ikke noget, der kræver turen ud af byen eller en eftermiddag brugt på Google.

Restauranten blev opført af Odd Fellow-logerne og har fra begyndelsen haft en særlig plads i byens liv — ikke som et eksperiment eller et forsøg på at gøre noget nyt, men som et sted, der skulle kunne bruges. Det fortæller noget om Randers i slutningen af 60'erne, at foreningslivet byggede restauranter. Der var penge til det, og der var brug for det. Det var en tid, hvor byen stadig havde tiltro til egne institutioner, hvor man investerede lokalt frem for at vente på, at kæder eller eksterne investorer skulle løse behovene. Den slags initiativ hører en bestemt periode til — en periode, hvor mellemmåltider ved familiehøjtider ikke var noget, man hentede i supermarkedet, men noget man sad ned til.

Den første vært var Snoghøj, der åbnede dørene i 1969. Derefter fulgte Leif Andersen fra 1. maj 1971 til 1. maj 1976, og så Skøtt Stagis, der havde restauranten frem til 1. maj 1981. Helge Damsgaard og Knud Larsen drev den sammen i årene efter, indtil Peder Mikkelsen overtog 31. marts 1992 — først som forpagter, senere som ejer fra april 1999. Siden 2006 har restauranten været registreret som RESTAURANT SKOVBAKKEN ApS med CVR-nummer 27966772, med Peder Bjerregaard Mikkelsen som direktør. Det er ikke almindeligt, at en restaurant holder i over et halvt århundrede, og det er heller ikke almindeligt, at én person står i spidsen i over 30 år.

Det, der kendetegner Skovbakken, er den tilbagelænede stemning. Selvom restauranten ligger i Randers C, giver omgivelserne fornemmelsen af skov, intimitet og ro. Det er ikke en location, man vælger for at blive set — det er et sted, man vælger, fordi man gerne vil have fokus på selskabet og maden, ikke på interiøret eller konceptet. Der er noget befriende ved det i en tid, hvor restauranter ofte forsøger at differentiere sig med dramatisk indretning eller fusionskøkkener. I en provinsby som Randers, hvor man kender hinanden på kryds og tværs, kan det faktisk være en fordel, at et sted er diskret. Man behøver ikke at skulle forklare, hvorfor man valgte det — alle ved, hvad Skovbakken er.

Maden er traditionel dansk. Det betyder ikke, at den er uden omtanke, men at den ikke skal overraske. Restauranten er kendt for klassiske retter, og det er præcis det, de fleste kommer for. Der er noget trygt ved at vide, at man får, hvad man forventer — og at det er lavet ordentligt. Det passer til kunderne: folk, der ikke skal overbevises om noget, men bare gerne vil have en god aften.

For en by som Randers betyder Skovbakken noget. Det er ikke Michelin-guidens verden — det er hverdagslivets store øjeblikke. De mærkedage, hvor man skal samle familien eller kollegerne. De aftener, hvor man gerne vil slippe for at stå i køkkenet selv. De traditioner, man gerne vil holde liv i, uden at det bliver en hel produktion. Restauranten har overlevet, fordi den kender sit publikum og ikke har prøvet at være noget andet. I en tid, hvor restaurationsbranchen er under pres overalt i Danmark — fra stigende omkostninger, mangel på arbejdskraft og ændrede forbrugsvaner — er den slags kontinuitet ikke en selvfølge.

Når et sted har eksisteret i 55 år under skiftende værter og konjunkturer, siger det noget om behovet. Skovbakken er ikke et statement — det er et svar på et spørgsmål, randrusianerne stiller igen og igen: Hvor skal vi holde det?