Kulturhuset

Da Randers Biblioteks- og Museumsbygning åbnede 28. august 1969, skete der noget helt nyt i Danmark. For første gang samlede man bibliotek, museer og arkiv under samme tag, og idéen om kulturhuse — den moderne udgave af forsamlingshusene — fik sin første virkeliggørelse. Det var Randers, der kom først. Siden har hundredvis af danske byer fulgt efter, men her i byen står originalen stadig. At det netop var Randers, der gik forrest, fortæller noget om byens selvforståelse i 1960'erne: en købstad i udvikling, der turde satse på noget nyt og eksperimentere med, hvordan kultur kunne organiseres anderledes.

Kulturhuset er et arkitektonisk lappetæppe, der fortæller sin egen historie om byens udvikling. Den ældste del er Randers Tekniske Skoles tidligere hovedbygning fra 1891, tegnet af J.P. Jensen Wærum — et vidnesbyrd om den industrialisering og uddannelsessatsning, der prægede danske provinsbyer i slutningen af 1800-tallet. I 1937 kom der en tilbygning til, tegnet af I.P. Hjersing. Men det var først med Flemming Lassens modernistiske tilføjelse fra 1964-1969, at komplekset blev forvandlet til det kulturhus, vi kender i dag. Lassen, som specialiserede sig i kulturhus- og biblioteksbyggerier i 1960'erne og 1970'erne, skabte tre sammenføjede bygninger, der er blevet betegnet som et hovedværk i dansk brutalisme.

Brutalismen får ikke altid varme ord med på vejen — betonens rå overflader og de tunge former kan virke afvisende. Men der er en ærlighed i stilen, en insisteren på, at materialer skal vise sig, som de er. Flemming Lassens bygning gemmer ikke på noget, og den kommunikerer tydeligt, hvad den er: et offentligt rum for alle. Over hovedindgangen hænger metalskulpturen Ringen, lavet af Viera Callaro i 1997, som et moderne supplement til den modernistiske arkitektur. At bygningen står bevaret som et hovedværk i sin stil, mens andre brutalisme-bygninger jævnes med jorden rundt om i landet, viser en respekt for arkitekturhistorien, som ikke alle byer deler.

I dag rummer Kulturhuset Randers Bibliotek, Museum Østjylland, Randers Kunstmuseum og Randers Stadsarkiv. Det er den samme tanke, som var banebrydende i 1969, der stadig bærer stedet: at kultur ikke skal opdeles i små kasser, men mødes og blandes. Man kan gå fra en udstilling på kunstmuseet til at bladre i gamle arkivalier, eller fra et biblioteksbesøg til en tur gennem Østjyllands historie. I en tid, hvor mange kulturinstitutioner kæmper for at finde deres berettigelse, er der noget befriende ved den enkle idé, at alt bare er samlet ét sted.

Randers Kunstmuseum har dybere rødder end selve kulturhuset. Det blev grundlagt allerede i 1887 af byens kunstforening — på et tidspunkt, hvor kunst stadig var forbeholdt de få. At det i dag ligger tilgængeligt for alle under samme tag som biblioteket, siger noget om den demokratisering af kulturen, som kulturhusbevægelsen stod for. Det var en politisk vision om, at kultur ikke skulle være et privilegium, men en selvfølgelighed i hverdagen.

For dem af os, der bor i Randers, er Kulturhuset et af de steder, man tager for givet. Det har altid været der — i hvert fald så længe de fleste kan huske. Men det er værd at huske på, at bygningen og den tanke, den repræsenterer, var radikal i sin tid. Andre byer kiggede til Randers for at se, hvordan fremtidens kulturformidling skulle se ud. Der er ikke mange steder i byen, man kan sige det om.

Når man går gennem Kulturhuset i dag, kan man stadig mærke noget af den vision. Det er ikke et museum over sig selv, men et levende sted, hvor fortid og nutid mødes — både i den arkitektur, der spænder fra 1891 til 1969, og i det indhold, der fylder rummene. Det er måske det mest randrusiske ved stedet: at det ikke praler af sin historiske betydning, men bare fortsætter med at gøre det, det blev bygget til.