Lyokoi

Da Xufu Fu grundlagde restauranten Lyokoi i 2018, var det ikke første gang, lokalerne på Nørreriis har samlet randrusianere om mad, musik og fællesskab. De rum, hvor gæsterne i dag sidder med deres tallerkener, havde i mange år et helt andet formål — som spillested var Nørreriis i drift frem til 1993, og før det var stedet en del af det ejendomskompleks, der blev genopbygget og åbnet i 1952. Det er en af de bygninger i Randers, hvor byens historie stadig ligger i væggene.

Selskabet Lyokoi ApS blev registreret 23. marts 2018, og allerede 11. juni samme år forventede restauranten at slå dørene op. Det var en kort tilløbsperiode for et projekt, der skulle give nye funktioner til et sted med dybe rødder i byens kulturliv. Sådan er det ofte i provinsbyen — når noget lukker, er det sjældent længe, før nogen finder en ny anvendelse. Randers har aldrig været en by, der lader gode lokaler stå tomme længere end nødvendigt. Der er for få centrale beliggenheder til det, og for meget brug for steder, hvor folk kan mødes. I den forstand er byens pragmatisme også dens styrke — hvad der ikke længere tjener ét formål, får lov til at tjene et andet.

At Nørreriis fungerede som spillested i flere årtier, fortæller noget om, hvordan kulturen så ud dengang. Der var plads til musik og samvær i et omfang, som ikke nødvendigvis passer ind i nutidens byplanlægning, hvor erhverv og bolig oftere skal adskilles, og hvor støjhensyn fylder mere. Spillesteder kræver en anderledes tolerance fra naboer og myndigheder, end restauranter gør. Da spillestedet lukkede i 1993, skete der det samme, som man har set andre steder i danske provinsbyer — musiklivet flyttede, spredte sig, fandt nye former. Og bygningerne står tilbage, klar til næste kapitel. Det er ikke nødvendigvis et tab, men det er en forandring, der siger noget om, hvilke funktioner en by prioriterer, når presset på de centrale kvadratmeter vokser.

Xufu Fu valgte altså at skrive det kapitel med mad. Det siger noget om Randers i dag, at byens kulturhistoriske lokaler ikke længere kun rummer spillesteder og forsamlingshuse, men også restauranter drevet af folk med rødder uden for Danmark. Byen har ændret sig — også i det, folk spiser, og hvem der driver stederne. Det er en udvikling, der er synlig i hele landet, men som får sin egen karakter i en by som Randers, hvor historien er håndgribelig i bygningerne. Her er der ikke samme grad af nybyggeri som i de store byer, hvilket betyder, at forandring oftere handler om at genbruge end at rive ned og starte forfra.

Ejendomskomplekset Nørreriis blev genopbygget og stod klar i 1952, en tid, hvor meget af Danmark stadig var præget af genopbygningen efter krigen. Byggeriet dengang skulle skabe rammer for fællesskab, for kultur, for fremtid. At lokalerne nu huser en restaurant grundlagt i 2018, viser den spændvidde, som en enkelt bygning kan rumme — fra efterkrigstidens optimisme over spillestedets kulturliv til nutidens restaurationsscene. Det er præcis den slags kontinuitet, der gør lokale steder værdifulde, ikke bare som spisesteder eller koncertsale, men som stykker af byens fælles hukommelse. Og det er kontinuitet, Randers har brug for — byen har mistet meget af sin industri, meget af sin arbejdskraft, men den har ikke mistet sine bygninger.

For dem, der husker Nørreriis som spillested, kan det virke mærkeligt at træde ind i de samme rum og finde borde i stedet for en scene. Men sådan fungerer byer — de skriver over sig selv, gang på gang, uden nødvendigvis at slette det, der var før. Lyokoi er på den måde både nyt og gammelt, både en restaurantoplevelse og et besøg i et stykke Randers-historie. Om man kommer for maden eller for nysgerrigheden efter, hvad der er blevet af de gamle lokaler, er der lag af tid at forholde sig til. Det gør stedet anderledes end de restauranter, der åbner i nyopførte bygninger uden fortid — her spiser man ikke bare mad, man indtager den i rum, der har betydet noget for andre, i en anden tid.